Randers vært for iværksættere

Randers bliver til næste år vært for Business Region Aarhus årlige iværksættermesse. Det besluttede Randers Byråd på sit møde mandag d. 26. oktober 2015.

26. oktober 2015 - Oprettet af Steven Holst

Business Region Aarhus holder hvert år en iværksættermesse ”Iværk & Vækst” som tidligere er afholdt i bla. Aarhus og Horsens. I år har Randers Kommune fået muligheden for at have værtskabet, hvilket byrådet godkendte på mødet mandag d. 26. oktober.

Tiltrækker mange
Messen har tidligere år tiltrukket både iværksættere, etablerede virksomheder, konsulenter og aktører fra erhvervsfremmesystemet og ved messen i år i Horsens deltog i alt ca. 800 mennesker. I forbindelse med afholdelse af messen besluttede Randers Byråd at stille en underskudsgaranti på 200.000 kr., som bliver finansieret af erhvervspuljen.

Sagen blev vedtaget med 27 stemmer for. Beboerlisten og Velfærdslisten undlod at stemme.