Virksomheder er glade for hans hjælp

- Det er da klart, at en virksomhed bliver frustreret, hvis den skal bruge lang tid på at finde ud af, hvordan man får fat i et nyt affaldsstativ. Så er det nemmere lige hurtigt at spørge os og få svar, siger den 40-årige Alex Weinreich. Siden 2014 har han været en del af Randers Kommunes Erhvervsservice, der hjælper lokale virksomheder med stort og småt.

05. september 2016 - Oprettet af Christian Sloth Olesen

”Nemme spørgsmål giver vi selvfølgelig et hurtigt svar på, og ellers vender vi altid tilbage med en konkret plan for, hvordan man kommer videre. Er der fx en virksomhed der skal bygge noget og har spørgsmål til det, sætter vi typisk et møde op, sådan at alle spørgsmål bliver afklaret, og det eneste virksomheden herefter skal for at føre det ud i livet er at finde en ingeniør og en bank,” siger Alex Weinreich.

Har du et spørgsmål? Kontakt Erhvervsservice

Med en baggrund som jurist, flere års ansættelse i kommunen og et dominerende servicegen var Alex Weinreich en oplagt kandidat til at blive en del af teamet, da Randers Kommune oprettede Erhvervsservice tilbage i 2014. På det tidspunkt gav mange virksomheder udtryk for, at kommunen var svær at komme i kontakt med og, at man tit blev kastebold mellem forskellige afdelinger – til stor frustration. Det ønskede Randers Kommune at gøre noget ved, og her har Erhvervsservice vist sig at være et godt bindeled mellem virksomhederne og kommunen.

 

Virksomheders ønsker bliver tydelige

”Vi har et enormt godt samarbejde med resten af forvaltningen. Uden det kunne vi ikke fungere. En stor fordel er også, at vi både forstår virksomhedernes og embedsmændenes sprog. Det betyder, at vi kan hjælpe med at tydeliggøre for vores kolleger, hvad virksomheden gerne vil have og omvendt kan vi også forklare virksomheden, hvorfor der fx er givet afslag på deres ansøgning. Samtidig kommer vi altid med et alternativ, som virksomheden kan bruge i stedet for, og så finder vi i langt de fleste tilfælde en løsning,” siger Alex Weinreich, der sjældent oplever klager fra virksomhederne.

”Jeg var lidt bekymret i starten for, at vi ville få en masse klager. Men langt de fleste sætter stor pris på, at de kan få et klart svar i et klart sprog, og det gælder også selvom en virksomhed har fået et afslag,” siger han.

LÆS OGSÅ: Det spørger virksomhederne om

 

Opfordring: Spørg os så tidligt som muligt

Randers Kommunes Erhvervsservice består i dag af fem medarbejdere, der hjælper virksomheder med at finde kvalificeret arbejdskraft, tvivlsspørgsmål fx i forbindelse med erhvervsprojekter og lign. Hjælpen er gratis og Alex Weinreich opfordrer til, at virksomheder gør brug af Erhvervsservice tidligt i forløbet.

 

”Jeg vil helt klart anbefale virksomheder at kontakte os så tidligt som muligt, og ideen behøver ikke at være fuldstændig gennemtænkt inden, man kontakter os. Vi rådgiver gerne om, hvad der kan lade sig gøre, og ingen spørgsmål er for store eller små,” siger han.