Randers går 20 pladser frem i erhvervsvenlighed

Dansk Byggeri har offentliggjort sin årlige undersøgelse af kommuners erhvervsvenlighed, og her springer Randers fra en samlet plads som nr. 63 til en samlet 43. plads. På højtprioriterede områder som dialogmøder med virksomheder, kontrol af kædeansvar og partnerskaber på uddannelsesområdet får Randers nu førstepladsen. Dog falder Randers Kommune fra en 24. plads til nr. 33, når det gælder langtidsledighed.

21. juli 2016 - Oprettet af Christian Sloth Olesen

”Indsatsen for at styrke dialogen til virksomheder og indgå partnerskabsaftaler omkring uddannelse har virket. Det er jeg rigtig glad for. Vi er nu absolut stærke på disse områder, ligesom vi også går frem på parametre som dækningsafgift, kontrol af kædeansvar, gebyrer på erhvervsaffald og udbudspolitik. Og ikke mindst hæfter jeg mig ved, at vi er gået 17 pladser frem på udviklingen i antallet af virksomheder. Vi skal imidlertid ikke hvile på laurbærrene. Vi skal også fremover have et skarpt fokus på erhvervsvenlighed, ” siger borgmester Claus Omann Jensen.

 

Her går Randers Kommune frem:

Randers Kommune indtager nu førstepladsen på dialogmøder med virksomhederne (fra plads nr. 39 til nr. 1), ligesom kommunen nu også ligger nr. 1 på uddannelsesklausuler og partnerskabsaftaler (fra nr. 17 til nr. 1) og på kontrol af kædeansvar (fra nr. 75 til nr. 1).

I udvikling i dækningsafgiften går Randers Kommune fra nr. 87 til nr. 71, og fra nr. 30 til nr. 20 på konkurrenceudsættelse på entreprenør- og materielgårde. Der er også fremgang på tilgængelighed og åbningstider på genbrugsstationer (fra nr. 37 til nr. 24), gebyrer på erhvervsaffald (fra nr. 39 til nr. 18).

På udbudspolitik går Randers Kommune 12 pladser frem fra nr. 55 til nr. 43, og på arbejdsgarantier fra nr. 67 til nr. 55. (12 pladser frem). På Udviklingen i antallet af virksomheder går Randers Kommune fra en 68. plads til nr. 51

Borgmester Claus Omann Jensen hæfter sig samtidig ved, at Randers Kommune går tilbage på langtidsledighed fra en plads som nr. 24 til en plads som nr. 33.

”Jeg kan konstatere, at vi fortsat skal gøre os umage med, at flere langtidsledige skal ud af ledighed. Vi er inde i en positiv periode, hvor den sæsonkorrigerede ledighed falder mere i Randers end i resten af landet, og det skal vi gøre en ekstra indsats for også kommer de langtidsledige til gode,” siger Claus Omann Jensen og fortsætter:

”Virksomhederne og borgerne i Randers Kommune er i en rigtig positiv udvikling, og der er gang i både erhvervs- og boligbyggeri. Derfor er det vigtigt, at vi i Randers Kommune støtter de mange tiltag ved at blive endnu hurtigere til at sagsbehandle de mange byggesager,” siger Claus Omann Jensen.

Lokalformand for Dansk Byggeri, Anders Olesen fra Assentoft Murerforretning udtaler:

”Det er godt at konstatere, at Randers Kommuner går frem i undersøgelsen. Mange af de områder, hvor vi går frem, er områder, som vi i en løbende dialog med Randers Kommunes Miljø og Teknik forvaltning prøver at gøre noget ved. Så det er godt, at vi kan samarbejde om tingene, men der er selvfølgelig stadig plads til forbedringer. Det er jo ingen hemmelighed, at vi eksempelvis synes det er er uretfærdigt, at vores medlemmer skal betale dækningsafgift her i kommunen, mens vores kolleger i andre kommuner ikke skal. Men det her er et stort skridt i den rigtige retning. Og vi skal jo huske, at de andre kommuner også strammer sig an, så resultatet er meget glædeligt”.