3 spor på E45 kan fås til overkommelig pris

Trafikproblemerne på den mest belastede strækning på Østjyske Motorvej E45 kan løses til en relativt billig pris, og løsningen ligger lige til højrebenet. Det har Vejdirektoratet slået fast i en ny rapport, og med rapporten i hånden, har Randers Kommune sammen med Business Region Aarhus intensiveret kampen for 3 spor på Østjyske Motorvej E45.

09. juni 2016 - Oprettet af Christian Sloth Olesen

”Hver eneste dag spilder vi en masse tid på at sidde i kø på Den Østjyske Motorvej. Senest har Danske Fragtmænd udtalt, at det koster dem mellem 25- og 50 millioner kroner om året at sidde i kø på strækningen, og ifølge Vejdirektoratets trafiktal bliver trængslen værre. Derfor har vi i den grad brug for en snarlig løsning og får vi ikke en permanent løsning, er der alvorlig risiko for, at den positive vækst i vores område ender i en kø på motorvejen,” siger Claus Omann Jensen fra Business Region Aarhus og borgmester i Randers Kommune.

Randers Kommune arbejder sammen med Business Region Aarhus for, at der senest til efteråret bliver taget en beslutning om en permanent udvidelse Østjyske Motorvej E45. Og en ny rapport fra Vejdirektoratet har givet samarbejdet fornyet blod på tanden.

Læs Vejdirektoratets rapport

 

Løsningen skal være permanent

”Vejdirektoratets rapport siger helt klart, at det er relativt billigt at udvide E45 til 3 spor permanent på strækningen fra Skanderborg S til Aarhus S. Det vil være en god investering for Østjylland og for Danmark,” siger Claus Omann Jensen, der samtidig understreger, at kørsel i nødsporet i myldretiden fra Vejle til Randers ikke kan fungere som en permanent løsning.

”Der er på hele strækningen fra Vejle til Randers brug for en permanent løsning, og i Business Region Aarhus arbejder vi for, at der bliver lavet en samlet masterplan for, hvornår hele strækningen er udvidet til 3 spor” siger han.

 

Sådan kan du støtte kampen

Business Region Aarhus lægger i disse dage maksimalt pres på landets ministre og transport- og finansordførere for at få dem til at tage en beslutning om at udvide motorvejen. Det sker gennem et utal af politiske kontakter og møder, skriftlige henvendelser til ministre, og ved at være synlig i den offentlige debat om infrastrukturprioriteringer samt fx være til stede på blandt andet Folkemødet på Bornholm.

Samtidig er der sat gang i en kampagne på sociale medier under hashtagget #3sporE45. Og Business Region Aarhus opfordrer alle med en holdning til udvidelsen om at bidrage til kampagnen. Det kan man fx gøre ved at tage et billede af sig selv, hvor man holder et stykke papir og skriver, hvorfor det er vigtigt med en udvidelse af E45.

Besøg 3spor på Facebook og støt kampagnen for en udvidelse af Østjyske Motorvej E45

”Rigtig mange borgere og virksomheder i Østjylland er påvirket af trængslen på E45, og jeg kan kun opfordre til, at man tager del i kampagnen sådan, at konsekvenserne af den manglende udvidelse bliver endnu mere tydelige,” siger Claus Omann Jensen.