Prodan henter produktion hjem til Danmark

I årevis har danske virksomheder haft travlt med at outsource produktion til lavtlønslande i udlandet, men i samarbejde med Industry Smart Center (ISCR) har virksomheden Prodan lagt en målrettet strategi om at hente produktion hjem til Danmark igen. Sammen med et generelt stigende aktivitetsniveau har det indtil videre resulteret i omkring 30 nye arbejdspladser i Randers – og flere er på vej.

09. marts 2016 - Oprettet af Christian Sloth Olesen

”Det er faktisk ret enkelt. Vi har spurgt nogle af vores nuværende kunder, om de kunne være interesserede i at hente den produktion, de har outsourcet til Østen, tilbage til Danmark igen, hvis vi kunne matche prisen,” siger Per Hastrup, der er administrerende direktør hos Prodan A/S og fortsætter:

”Samtidig har vi bedt dem om at være hudløst ærlige og regne alle følgeomkostninger med, både de direkte og indirekte. Fx omkostninger til korrespondancer med den kinesiske virksomhed, indirekte tab ved leveringssvigt og fragtomkostning. Ud fra det har vi fået en reel pris for varen, og den har vi godt kunnet matche,” siger han.

 

Ufaglærte får arbejde

På den måde har den randrusianske virksomhed Prodan formået at hente produktion af varer for tre store kunder hjem til Danmark fra Kina. I efteråret 2015 begyndte virksomheden således at producere to nye varenumre på henholdsvis 230.000 og 225.000 styk om året. Det har sammen med et generelt stigende aktivitetsniveau ført til ansættelse af omkring 30 nye medarbejdere inden for de seneste tre måneder. Og der bliver brug for endnu flere medarbejdere, for netop nu er virksomheden ved at opstarte et nyt projekt på 125.000 varer om året.

”Noget af det rigtig gode ved det her er, at vi kan bruge ufaglærte medarbejdere til produktionen. Under krisen, hvor danske virksomheder outsourcede i stor stil, blev de ufaglærte først afskediget, men nu trækker vi dem ind igen. Det giver rigtig god mening for os, fordi vi har svært ved at få kvalificeret arbejdskraft, men på den her måde, kan de faglærte medarbejdere vi har, lære dem op,” siger Per Hastrup.

 

Egne erfaringer har ført til Kina-killer koncept

Prodan har udviklet strategien i tæt samarbejde med ISCR og den bliver internt i virksomheden meget passende kaldt for ”Kina-Killer”-konceptet. Den er baseret på Prodans egne erfaringer med outsourcing, og Per Hastrup er derfor ikke overrasket over, at virksomheden formår at konkurrere med de kinesiske produktionsvirksomheder.

”Jeg tror, at mange danske virksomheder er begyndt at opdage, at outsourcing ikke længere er en helt så god forretning, som det har været. Der er rigtig mange følgeomkostninger forbundet med det, der er meget bøvl med blandt andet leveringssvigt og faldende kvalitet, og så har mange lavtlønslande haft ret høj inflation, så varerne er blevet dyrere. Samtidig har vi gjort meget for at effektivisere produktionen herhjemme,” siger han.

Per Hastrup er glad for den sparring, han har haft med ISCR om strategien, og han har en tro på, at strategien vil føre til, at endnu flere kunder ser fidusen ved igen at få varer produceret i Danmark.

”ISCR har været en tæt samarbejdspartner i det her, og det har betydet meget, at vi i fællesskab har undersøgt, hvordan vi skal gribe det an,” siger han.