Slik-konge kæmper mod branchens blakkede ry

Den seneste tids dårlige omtale af bland selv slik kan mærkes hos virksomheden Candyking, der leverer bland selv slik til butikker i hele landet og har dansk hovedsæde i Randers. Læs om virksomheden og hvordan den håndterer situationen.

09. februar 2016 - Oprettet af Christian Sloth Olesen

Svindel med moms og afgifter, dårlig hygiejne, masser af bakterier og ulovlig ompakning af store mængder varer. Sådan er det i branchen med bland selv slik, i hvert fald hvis man skal tro den seneste tids medieomtale. Og omtalen er ikke gået ubemærket hen hos Danmarks største leverandør af bland selv slik, nemlig Candyking Denmark. Virksomheden har hovedsæde i Randers og havde for nylig besøg af borgmester Claus Omann Jensen.

”Jeg synes, det er godt, at der kommer fokus på problemet. De høje afgifter på slik gør det attraktivt at svindle med moms og afgifter, men det skaber unfair konkurrence, og dem der svindler, bliver ikke kontrolleret af Fødevarestyrelsen. Og så opstår de her sager, som er ødelæggende for hele branchen. Når det er sagt, synes jeg også, at der er blevet kørt en hetz mod bland selv slik i den seneste tid, og jeg undrer mig over, at vi – som den største leverandør i Danmark – ikke er blevet kontaktet i forbindelse med de historier, der har været,” siger Lars Klausen, der er direktør hos Candyking Denmark.

 

Negativ omtale bekymrer

Candyking opererer i Finland, Norge, Polen, Sverige, England og altså også i Danmark, hvor firmaet leverer bland selv slik til godt 1700 butikker i hele landet, herunder store varehuse som Føtex og Bilka. I Danmark omsatte virksomheden sidste år for omkring 300 millioner kroner og de knap 50 kørende konsulenter har travlt med at fylde bland selv-standerne, når tonsvis af slik bliver blandet og vejet af sliksultne familier især op til og i weekenderne.

”Bland selv slik er i de seneste år blevet meget populært, fordi danske forbrugere er glade for den valgfrihed, det giver. Men vi er reelt bekymrede for, om den massive negative omtale, der har været i den seneste tid, på sigt får forbrugerne til at fravælge bland selv slik,” siger Lars Klausen.

Han oplever, at Candykings ansatte i stigende grad må svare på spørgsmål om de mange historier i medierne. Og derfor går virksomheden nu selv i offensiven.

 

Fokus på hygiejne

Blandt andet har Candyking startet en ”Vidste du at” kampagne, som kunderne bliver præsenteret for ved slik-standerne. Her er der blandt andet oplysninger om Candykings standarder for kvalitet og fødevaresikkerhed.

”Det skal være med til at vise, at vi tager det her alvorligt. Vi gør rigtig meget ud af, at hygiejnen er i orden og vi har et utroligt godt samarbejde med Fødevarestyrelsen. Vores standere er designet, så der er løbende udskiftning af slikket, de bliver gjort rene, der er klare instrukser om, at man skal bruge skeen eller handsker, så man ikke rører ved slikket, og så er der også det forhold, at bakterier har svært ved at formere sig på slik, fordi det indeholder meget lidt vand, store mængder sukker og i nogle tilfælde salt,” siger Lars Klausen.

Og hvor godt styr har Candyking Denmark så på hygiejnen? Ret godt, hvis man spørger Fødevarestyrelsen, der således har tildelt Elitesmiley til Candyking.

Læs selv Fødevarestyrelsens kontrolrapporter fra Candyking.